Lysets Kirke i Sønderbro Sogn

Den første søndag i advent d. 27. november 2011 blev Sønderbro kirkes 40 års jubilæum fejret. Den kongelige bygningsinspektør, Niels Vium, der har tilsyn med Sønderbro kirke, har kaldt Sønderbro kirke det måske vigtigste bygningsværk i dansk bygningshistorie, og det skyldes især lyset i kirken. Også professor Nils Madsen fra arkitektskolen i Århus, gav i forbindelse med kirkens 35 års fødselsdag udtryk for, at han regner arkitekten bag Sønderbro kirke, Paul Niepoort for en af de fem største arkitekter Skandinavien har fostret. I Arkitekternes fagblad ”Arkitektur-2-1973” hed det, under overskriften Kirke – skulptur: ”Sønderbro kirke i Horsens er en arkitektonisk skulptur, et tidløst kunstværk, der tilmed er funktionelt”.

Uberørt af byens travlhed står det underligste hus

For os der har vores gang i Sønderbro Kirke er kirken som mødested og andagtsrum til daglig inspiration og glæde. Sønderbro Kirke er ikke bare en af Horsens vigtigste seværdigheder. Den løfter Sønderbro kvarteret og udfordrer den moderne tilværelse. Det er der særligt én salme, der udtrykker: ”Uberørt af byens travlhed og trafikkens tunge brus, som et helle midt i larmen,
står det underligste hus”
(DDS nr 331). Det er lykkedes for arkitekt Paul Niepoort og ingeniør Erik Friis, at få naturens lys til at gå smuk i forening med Livets lys. For lyset i kirkerummet er nemlig konstant skiftende, så det afspejler årstiderne og er med til at påvirke kirkegængernes sindsstemning.

Lyset er kirkerummets eneste udsmykning

Lyset, er kirkens eneste udsmykning gennem genspejlinger fra ”lystårne”, ”lyskastere” og ”lys-snegle”.   De fem ”lystårne” leder det himmelske lys ned fra oven. De seks ”lyskastere”, afbøjer lysets stråler fra syd i 90 graders retning før det føres ind i kirkerummet, med et blåligt klart skær. Fra søjlerne i samme side vokser de stærkt foldede loftsplader ud som asymmetriske hvælvinger, der bøjer det indirekte lys opad og fremad og skaber nye lysspejlinger; der får de ellers så tunge betonpiller, til at virke lette og transparente som den teltdug, der blev spændt ud over Pagtens Ark. ”Lys-sneglene” helt oppe i koret bøjer alle lysets farver ind mod korbuen og fremhæver lysets gyldne og varme træk. Det er i mødet mellem disse tre lysspejlinger mellem ”lystårne”, ”lyskastere” og ”lys-snegle”, at der kan skabes tredimensionelle lysvirkninger, som om Lyset selv er levende til stede og bevæger sig i rummet under gudstjenesten.

Kirkerummet som evighedens rum

Kirkerummet er orienteret mod øst og Horsens fjord, der hvor solen står op. ”Jeg er verdens lys” siger Jesus (Joh 8,12). Lyset er den side af Gud der spreder mørket. Uden lys intet liv, som det hedder i Johannes prologen: ”I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”. Rummet er skabt til gudstjeneste og siden 321 har den kristne helligdag været, søndagen, (på engelsk Sunday) solens dag.
I Kristus blev Gud menneske, og han blev opfattet som den nye sol. Tænk blot på Ingemans berømte morgensalme ”I østen stiger solen op”, hvor det i 3 vers hedder: ”Du soles sol fra Betlehem.

Mødestedet mellem det himmelske og jordiske

Sådan bliver kirkerummet mødestedet mellem det himmelske og det jordiske lys. Gudstjenesterummet har altså en spejlfunktion. Som skabte i Guds billede kan vi genspejle det guddommelige lys. En fransk biskop har udtrykt det således: ”Ethvert sandt kunstværk har et sakralt præg, fordi det afspejler, at kunstneren har evnet at opdage den religiøse dimension i tingenes kerne. Den kristne kunst skal på engang være så engagerende i tiden som overhovedet muligt, og så tidløs, så åndelig, som overhovedet muligt. Den er på ingen måde et kompromis, men en uopløselig forbindelse af ånd og materie”. (M. Drouzy i Kirkebygning og teologi s.195).

Kirkens første præst gennem 25 år, Arne Thomsen, der mere end nogen anden har været med til at præge huset, udtrykker dobbeltheden på denne måde: Rummet er som en skål indrettet - ikke til selv at være noget, men til at rumme noget - til at modtage lyset, som kommer fra ovenfra og fylder den, og gør den levende. Rummet er i sig selv en kristen prædiken med det særprægede enkle ”lyskors” foran alteret som brændpunkt”.

For den allerførste menighed i Sønderbro blev det afgørende at dørtrinet mellem det hellige rum og det daglige rum blev så lavt som muligt. ”Et mødested til hverdag og fest” blev Sønderbro kirke kaldt. Med to hjertekamre: Sognelokalet til livsoplysning og fællesmøder, og kirkerummet.

Mødestedet mellem støv og ånd

I forordet til Nordens Mytologi 1832 taler N. F. S. Grundtvig om mennesket som et guddommeligt eksperiment af støv og ånd, der skal vekselvirke og gennemtrænge hinanden og klares i tusind led. I Grundtvigs salme Gud Herren så til jorden ned (DDS nr. 493) Skriver Grundtvig i 5. og 6. vers:

O du, som skabte hjerte mit, det dybe, underfulde,
o, dan det efter hjerte dit til Himmel-spejl i mulde,
Da skal jeg ret med Åndens sans i lyset fra det høje
få syn på støvets Himmel-glans i Jesu Kristi øje.

Sønderbro Kirke er et fornemt eksempel på denne åbenhed og vekselvirkning mellem stof, lys og ånd, der ligger i den nordiske tradition.

Kampen om rummet og dets betydning

Protestantismen historie har været en kamp om rummet, og dets betydning. I den katolske tradition er kirkerummet ”Guds hus” Domus Dei. Hvor det i den protestantiske tradition er menighedens hus, Domus Ecclesia. For Martin Luther var kirkerummet ikke det afgørende, det var derimod det, der foregik i det. Det fælles hjerterum blev det egentlige gudstjenesterum. Der hvor ”Ordet kunne gå i svang” og hvor troen og den religiøse indtryk havde sin plads. Men på grund af den betydning man tillagde menighedens fællessang og musikken, fik man igen sans for rummets stemning og hvordan rummet spiller med i gudstjenesten. Kirkerummet blev ordets og sangens klangrum, der gjorde gudstjenesten, og ikke rummet, helligt.

Eller som Grundtvig udtrykker det i Kirken den er et gammelt hus: ”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene”. (DDS nr. 323 v.3).

Kirkerummet er som en skål der rummer lyset

Arne Thomsen har udtrykt det således: ”Det skønne ved Sønderbro kirke, er ikke nogen enkeltheder, nej, det er selve kirkerummet. At det er bygget som en form, der venter på at blive fyldt, og at lyset fylder rummet med et mangfoldigt skær, fordi hvert eneste af de mange flader modtager og genspejler lyset på sin særlige måde. Og netop disse mange genspejlinger betyder at lyset ikke bliver hårdt og dødt, men levende og bevægeligt. Sådan er også vi mennesker skabte til at modtage livet, give udtryk, og dele det med hinanden.”

I det 34 meter høje kirketårn hænger de fire kirkeklokker, der bærer indskriften:

Jeg ringer mildhed til dit sind, jeg ringer evigheden ind.

Jeg ringer gennem sol og blæst om Himlen og den høje gæst

I sorg som i lyst er der sang i mit bryst

År og liv kan falme, evig er min salme.

 

Sognepræst Ebbe Elm

Gudstjenester

BegivenhedDato

Højmesse

V/ Tine Bonde Klausen

25. jun 10:00
11:30
25. jun 10:00 -
11:30

Højmesse

V/ Ebbe Elm

2. jul 10:00
11:30
2. jul 10:00 -
11:30

Højmesse

V/ Ebbe Elm

9. jul 10:00
11:30
9. jul 10:00 -
11:30

Højmesse

V/ Ebbe Elm

16. jul 10:00
11:30
16. jul 10:00 -
11:30
Vi er på facebook
TypoScript object path "plugin.tx_flexbox_pi1.renderObjects..slide.10" does not exist

TypoScript object path "plugin.tx_flexbox_pi1.renderObjects..slide.20" does not exist

TypoScript object path "plugin.tx_flexbox_pi1.renderObjects..slide.10" does not exist

TypoScript object path "plugin.tx_flexbox_pi1.renderObjects..slide.20" does not exist

TypoScript object path "plugin.tx_flexbox_pi1.renderObjects..slide.10" does not exist

TypoScript object path "plugin.tx_flexbox_pi1.renderObjects..slide.20" does not exist