Bryllup

Et kirkebryllup er en smuk begivenhed, og en dag som mange ser frem til. Det er helt specielt at stå der i kirken og sige ja til hinanden foran familie, venner og Gud.

Når I vælger at blive gift i kirken, er det både en vielse og en velsignelse af jer. Et kirkebryllup er juridisk gyldigt på samme måde som en vielse på rådhuset. Men et kirkebryllup handler også om kristen tro, håb og kærlighed.


Er I allerede blevet viet på rådhuset, kan I få en kirkelig velsignelse.



I kan blive gift i Sønderbro Kirke, hvis I bor i sognet, eller på anden måde har tilknytning til sognet. For at blive gift i folkekirken kræver det, at mindst én af jer er medlem.

Navneændring

Hvis den ene af jer, eller I begge to, vil ændre navn i forbindelse med jeres bryllup, skal I ansøge om det. Hvis navneændringen skal gælde fra jeres bryllupsdag, skal I søge i god tid inden vielsen. Hvis I begge ønsker navneændring, skal I sende en ansøgning hver i sær. Blanketten "Navneændring på bryllupsdagen" kan I finde på borger.dk. I skal begge signere ansøgningen med jeres NemID.

Navneændring i forbindelse med bryllup - hvor parret efterfølgende får fælles navn - er gratis at søge om indtil 3 måneder efter vielsen.

Det skal I gøre

Når I har besluttet jer for at blive viet i kirken, er der en masse praktisk, I skal have styr på.

LAV EN AFTALE

I skal kontakte en af præsterne for at lave en aftale om datoen for vielsen, og I kan i samme ombæring aftale, hvornår det passer jer at mødes med præsten til en samtale. 

Når datoen er på plads kontakter i kordegnen, som vil hjælpe jer med at få styr på alt det formelle og sørge for at jeres vielse bliver registreret i både kirkens kalender og kirkebogen.


SKAF EN PRØVELSESATTEST

I skal have en prøvelsesattest fra kommunen. Den kan I tidligst søge om 4 måneder før brylluppet. Det foregår via borger.dk, hvor I sammen skal signere ansøgningen, ægteskabserklæringen, med jeres NemID.

Når I har modtaget prøvelsesattesten fra kommunen er det MEGET VIGTIGT AT, I AFLEVERER PRØVELSESATTESTEN PÅ KIRKEKONTORET. Attesten kommer ikke automatisk videre i systemet, og I skal derfor selv sørge for at få den afleveret til kirkekontoret, hvor I skal vies.


FIND TO VIDNER

Da vielsen har juridisk gyldighed, skal der være to vidner til stede. Vidnernes navne og adresser giver I til kordegnen i god tid inden vielsen, og de bliver også noteret i kirkebogen.